[Katten]

En regel
Forstmester Røkkum gikk tur over fjellet
med vennen Herr Wiegand. De startet ved gry
og vandret til dagen begynte å helle.
Da fant de en hytte til nattely.
"Det er regel", sa Røkkum, "en hytte skal være
slik når en går, som den var da en kom".
"Ja, det er det første en skogsmann bør lære",
sa Wiegand og så seg bekreftende om.
Nu hadde de tenkt å la maten smake
og ta seg en klunkom av livets vann.
Så ruslet de inn. Men se der! Under taket
hang en stille og stendau mann.
Tja - de var sultne og hugne på drammen,
og blås i en dauing. De skar ham ned
og satte ham stille og pent på trammen
utenfor - hvorpå de spiste i fred.
Etterpå fant de hver sin køye
og sovnet som de mødige gjør.
Da morgenen kom vilde begge nøye
påse at alt var fullstendig som før.
De slukket på grua og lukket og stengte
efterat frokost var inntatt med dram.
Men ute på trammen satt ennu den hengte,
og hva skulde guttene gjøre med ham?
"Hør", hvisket Wiegand - "hjelp meg å bære,
vi henger ham opigjen - her er tom!"
"Ja", svarte Røkkum, "for hytta skal være
slik når vi går, som den var da vi kom".
Herman Wildenvey

[Katten]

http://www.norsknettskole.no/fag/res...t/stastrup.htm
"Dei beste dikti i verda er sonettar, veit du!", har Olav H. Hauge sagt. Hans sonette "Til eit Astrupbilete" ble nominert flere ganger i den uhøytidelige, men likevel seriøse, kåringen som ligger til grunn for utvalget i Norges 100 beste dikt...(с)

Til eit Astrup-bilete

Kan henda drøymde dei um dette her
å møtast på ein klote, på ein stad
der hegg og apal stend i syreblad
og blømer slik ei dulgrøn vårnatt nær
ved fjorden? Vera saman, planta bær
og så ein innvigd åker rad for rad
med urter bak ein steingard som dei la
kring helga lundar, dei som fyre fer?
Dei er i riket sitt og sår si jord.
Og vårnatti er ljos av draum og gror.
Dei legg kje merke til at ein kjem stilt
i snjoskaret og stig på vatnet no.
Men då dei natta, såg dei månen vod
i gullserk ute der so unders mildt.

[Katten]

Maria Mena - Mitt lille land lyrics" target="_blank">Maria Mena - Mitt lille land lyrics

www.youtube.com

[Katten]

EN LITEN ETTERTANKE.......wmv" target="_blank">EN LITEN ETTERTANKE.......wmv

www.youtube.com

[Katten]

http://youtu.be/TCYLyHVyB-4
www.youtube.com

[Katten]

Lovfast er jo --
Lovfast er jo slægtens gang
ad en evig vindeltrappe;
kredsen blir den samme knappe,
veien altid lige trang;
viljen blir den samme higende; --
punktet kun bestandig stigende.
H. Ibsen

[Katten]

NOVEMBERNAT

Og maanen slynger en glødrig sommmer,
som spiller blank paa den hvide sne
og tænder de blinkende vinterblommer
langs alle grene
rundt i det ribbede, tvære træ.
Fra luftvulkanens vaarlige esse
gløder der mægtig og samlet frem
skjærsommerdage sammenpresset,
efterglemt ild
fra dage, som døde med løvet og græsset.

Ja solnedgange fra svundne dage
strømmer fremdeles denne nat
i maanens guldklode, der den ruller
udødelig sommer
over et Eden af ishvide blommer.

Et Eden af rimkolde morgenskove
straaler sig af i fjernenes blaanen.
- - Kun livsens træ, kun rognen Rø,
som ikke vil dø,
gjør evig sommer sammen med maanen.

Slig ruller maanen i himmelbunden
i flammer af dag, mens rognens roser
synker som mørkerøde solglød mod grunden
gjennem den skjære
skogs myriader af stjernehære.

Olaf Bull

[Katten]

Morten Harket - Kamilla og tyven (Lyrics)" target="_blank">Morten Harket - Kamilla og tyven (Lyrics)

www.youtube.com Who is your new friend, kamilla? Is it one you can trust? Is it one you can hold safely, When the road seems hopeless long to walk? The night will soon come,...

[Katten]

METOPE
Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast
Dig vil jeg dypt og blivende bevare
i digtets evige, unge alabast!
Du solbevægede sværmerske! Med panden
pikelig vendt mod kveldens bleke guld,
vender du mildt en himmel mot en annen,
likesaa lys og øm og løndomsfuld!
Gjerne ga jeg min verdens vers tilhope,
hadde jeg magt til ét: at hugge ind
i mindets trodsige sten en myk metope
over dit vare, omridsømme sind!

Vi vandrer i fugtig fjæresand! Du lytter
til sommersjøens luftige bølgesprut!
Vi føler det fromt, at kveldens stilhet flytter
sin tonende grændse altid længer ut!
Det kimer af falmet lyd, som glir tilbake
bak rødmende lunde, gyldne kirkespir -
og luftens lysende bølger synker svake,
som bækker af sol fra bjærgene, som blir!

Aaserne blaane. Stjernerne er nære!
De siste skyer skynder sig hjem tilkvelds!
Engen har andagt – op af luftens fjære
stiger Arcturus! Lindt, bag graastensgjærdet,
aander en vind i rugens sølvgraa pels!
Gjennem dit blik en varm og dyb beaandning -
midt i et mulm af blaat kan øiet faa
et drivende stænk, en fugtig glans af honning,
og stille spør jeg dig “Ven – hvad tænker du paa?”

“Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faa lov til at leve -
paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!
Paa rørende, lette smaating: Aks, som knækkes,
veier i sjøen, bleke seil derute,
bølger, som strømmer mot stranden uten mig!
Hverdagen, ven, som mildt blir ved bak graven,
tænker jeg paa, og alle de dype, blaa,
kommende kvelder her i sommerhaven,
uten mit sind mot dit, tænker jeg paa!

Det hele fylder mit øie som en taare,
jeg, ensom og angst og arm, skal graate snart!
Alle de ting, som nu ikveld er vore –
om faa, berusende aar staar stunden fore,
da taakerne glir, og øiet kan se klart!
Aa, elskede, se hvor dyb og sort en fjære!
Saa underlig stranden blev, da vandet faldt!
Mon rædslens kveld er fjærn, da vi skal være
en styggere strand end dén, forladt af alt?

Allikevel er det et sødt og saligt under,
at engene her, med korn og krat og trær,
og bjærgene bak, saa dybt som blikket bunder,
dugges saa sødt af vore smaa sekunder –
bare den bjærken dér, hvor vor den er!
Og skigarden da! Den gamle redskabsvognen
ligger i græsset støt og stadig staar
de svære hesjestængerne op i rognen,
og grøften er grøn som før, i alle aar!

Aa, ven, lot gravenes dyp sig vildt besværge,
vilde jeg bli til vangen her, med hø,
til bjærken dér, med stjerner i, og bjærget,
bare for slik, paa annen vis, at værge
den hellige haven vor, for dét: at dø — !
Ta om mig, ven, og hold mig! Saan at trykkes
er snart det eneste glimt af haab, jeg vét -
den hastige, hete straalestund, det lykkes
at vække i mig en annen evighet!”

Og jeg, en levende mand, paa jorden hjemme,
en tydelig mand af kjød, fra taa til top,
kan, svimmel og sky, i favnen min fornemme
noget, som bare er blik og sind og stemme,
i smertelig angst og anelse løst op!
Du ensomme! Alt, jeg kan, er stumt at stryke
dit duftige haar, med haanden din i min -
og øie til øie saan, staar Pan og Psyke
foran et hav af korn, i stjerneskin!
fra Metope, 1927 Olaf Bull

[Katten]

Maria Arredondo - Himmel på jord with lyrics" target="_blank">Maria Arredondo - Himmel på jord with lyrics

www.youtube.com

[Katten]

Voluspå(utdrag)
Voluspå betyr "volvens spådom".Volven er en spåkvinne som forteller om verdens skapelse,om kampen mellom onde og gode krefter og hvordan verden skal gå under i et ragnarok.Men opp av havet skal det stige ei ny jord,og slektene skal leve i harmoni med hverandre.
1
Hør meg i taushet
hellige ætter,
høye og lave
Heimdalls sønner;
Valfar, du ønsket
jeg ville fortelle
det gamle budskap
som best jeg mins.
3
I opphavs tider
var ingen ting,
ikke sand, ikke sjø
eller svale bølger;
jord fans ikke
og opphimmel,
bare ginnunga-gap
og gras ingen steder.
4
Før Burs sønner løftet
landene opp,
de som mektige
Midgard skapte;
sol falt sørfra
på salens steiner,
da ble grunnen dekt
av grønne lauken.
7
Æser møttes
på Idavollen,
og horg og hov
høyt tømret de,
gruer la de,
gull smidde de,
hamret tenger
og hendig redskap.
17
Ut av flokken,
fram mot huset
kom tre milde,
mektige æser,
fant der på stranda
styrkeløse,
Ask og Embla
uten lagnad.
18
Hadde ikke ånde,
ikke tanke,
ikke livskraft
og gode leter;
ånde og tanke
gav Odin og Høne,
livskraft gav Lodur
og gode leter.
44
Garm gjør kraftig
ved Gnipaheller,
lenken slitner,
løs farer ulven;
eldgamle frasagn
og framtid vet jeg,
ser Ragnarok komme
for kampguder.
45
Bror skal gi bror sin
banesår i kampen,
søskenbarn skal
slite blodsband;
hardt er det i heimen,
hór skal rå der,
økstid, sverdtid,
skjold blir splintret,
vindtid, vargtid
før verden går under;
ingen skåner
en annens liv.
57
Sola svartner,
jord siger i hav,
fra himlen kverver
klare stjerner;
røyken velter
fra veldige bål,
høyt leiker flammen
mot himlen sjøl.
60
Æser møtes
på Idavollen,
taler om den mektige
Midgardsormen.husker de veldige
hendinger der,
minnes Fimbultys
fordums runer.
61
Det skal atter
de underfulle
gullspillebrikker
i graset finnes,
dem de eide
i opphavs tider.
64
Sal ser hun skinne,
solfager står den
med tak av gull
på Gimle;
der skal svikløse
slekter leve
og i evighet
eie lykke.
Fra Den eldre Edda, oversatt av Ludvig Holm-Olsen

[Katten]

Håvamål(utdrag)

Havamål tyder"talen til den høge"."Den Høge" er Odin,og han gir her råd og reglar for korleis menneska bør leve.
1.

Augo du bruke
fyrr inn du gjeng,
i kot og i kråom,
i kot og i krokom.
For d'er uvist å vita
kvar uvener sit
fyre din fot.
3.
Eld han tarv
som inn er komen
og um kne kulsar.
Til mat og klæde
den mann hev trong
som hev i fjell fari.
4.
Vatn og hand-duk
han ventar å få,
når til bords han vert beden.
Syn godlaget fram,
so greidleg du kann,
med ord og attbeding.
7.
Grannvar mann,
til gjestebod komen,
tegjer med andre talar.
Lyder med øyro
og med augo skodar,
veltenkt og fyre var.
8.
Sæl er den
som seg mun vinne
fagre ord av folk.
Endå det er
ymist med det
du eig i annan manns barm.
10.
Betre byrdi
du ber 'kje i bakken
enn mannavit mykje.
D'er betre enn gull
i framand gard;
vit er vesalmanns trøyst.

[Krum-Bum-Bes]

Det er ikke bokmål, men ikke så vanskelig å forstå. Jeg har lest det på russisk flere ganger- Mange takk!

[Katten]

Villemann og Magnill, nordisk ballade om nøkken som tar Magnill til vassheimen. Villemann spiller så sterkt på harpe at nøkken må slippe Magnill fra seg. Innholdet ligner på Orfevs-sagnet.
Den teksten vi oftest møter i sangbøker er Moltke Moes rekonstruerte tekst fra Norske Folkevisor ved Knut Liestøl og Moltke Moe, Kristiania 1920 s. 76:

1. Villemann og hass møy så prud, dei leika gulltavl i hennar bur. — Så liflig leika Villemann for si skjønn jomfru
2. Kvòr gong gullterningjen rann omkring, så rann det ei tår på Magnills kinn.
3. "Græt'e du åker, ell græt'e du eng, ell græt'e du det at du sov i mi seng?"
4. "Græt'e du gull, ell græt'e du jord, ell græt'e du det at du sat ved mitt bord?"
5. "Eg græt inkje åker, eg græt inkje eng, eg græt inkje det at eg sov i di seng."
6. "Eg græt inkje gull, eg græt inkje jord, eg græt alli det at eg sat ved ditt bord."
7. "Eg græt'e meir fyr mitt kvite hold, at det må kje koma i svartan mold."
8. "Eg græt'e meir fyr mitt gule hår, at det må kje rotne i Vendels å."
9. "Eg græt'e så mykje fyr Blide-bru, der sokk til bonns mine systrar tvo."
10. "Magnill, Magnill still din gråt: eg skò bygggje bru ivi Vendels å."
11. "Eg skò byggje brui så håg og så ny og setje derunde stolpar av bly."
12. "Eg sko byggje brui så sterk og så håg og setje derunde stolpar av stål."
13. "Og alle mine sveinar skò ride i rad — eg vaktar deg nok for det kalde bad."
14. "Å, du må byggje om du vil, unde sky: det kan ingjen ifrå si folloga fly!
15. Du må byggje av bly, du må byggje av stål: det kan ingjen si folloga fly ifrå!"
16. Villemann let si ferd i rekkje, fir' og tjuge fyre og fir' og tjuge etter.
17. Då dei kom midtepå håge bru, då snåva hennar gangar i raude gullsko.
18. Gangaren snåva i raude gullsaum, og jomfruva raut åt stride straum.
19. Stolt Magnill slo opp med kvite hand: "Å Villemann, Villemann! hjelp meg i land!"
20. Villemann tala til smådrengjen sin: "Du hentar meg horpa i raude gullskrin!"
21. Fram kom horpa så vent ho let alt sat Villemann, sårt han gret.
22. Villemann gjeng'e for straumen å stå, meistarleg kunne han gullhorpa slå.
23. Han leika med lenpe, han leika med list: fuglen dåna på ville kvist.
24. Han leika med lempe han leika med gny: det gjallar i berg, og det rungar i sky.
25. Villemann leika så lang ein leik: då rivna borkjen av or og eik.
26. Han leika av topp, han leika av tre, han leika honni av kvike fe.
27. Han leika med vreide og leika med harm, han leika Magnill av nykkjens arm.
28. "Der hev du den eine, der hev du dei tvo, lat meg no hava mitt vatn i ro."
29. "Velkomi den fysste, velkomne dei tvo! men alli skò du hava ditt vatn i ro! "
30. Villemann leika og horpa skein, nykkjen han sprakk i hardan stein.
31. Dei fysste ordi som Magnill tala: "Sæl er den mo'er slik son må hava!"
32. "Sæl er den mo'er slik son'e å, endå sælar den honom må få!" — Så liflig leika Villemann for si skjønn jomfru
Hentet fra «http://no.wikipedia.org/wiki/Villemann_og_Magnill»

Arve Moen - villemann og magnhild" target="_blank">Arve Moen - villemann og magnhild

www.youtube.com Villemann gjekk seg te' storan å, -Hei fagraste lindelauvi alle- der han ville gullharpa slå -For dei runane lystar han å vinne.- Villemann gjenge for straum...

[Katten]

Glaus Frimann(1746-1829)
Glaus Frimann var prest i Volda i Davik i Nordfjord.Han var opptatt av folks hverdag og ble kjent gjennom Almuens Sanger og Den syngende Søemand.
En birkebeinersang
Melken sød at drikke,
Sirupskrukken slikke,
Var ei Nordmands Viis;
Drikke Elv og kolde Vande,
Drikke Drik, som varmed' Pande,
Det var Normands Viis.


Sukkerklump at smælte,
Mandeldeig at ælte,
Var ei Nordmands Viis;
Faare-Ribber, Bukke-Rygge,
Speget Oxe-Laar at tygge,
Det var Nordmands Viis.

Svøbe sig i Silke,
Kniplings-Traad at pilke,

Var ei Nordmands Viis;
Bast til Baand at sammentvinde,
Birkebark om Been at binde,
Det var Nordmands Viis.

Under Duun at varme
Hvide bløde Arme,
Var ei Nordmands Viis;
Bruge Steen til Hovedpude,
Naar han var i Marken ude,
Det var Nordmands Viis.

Pigers Skoe at kysse,
Pattebarn at dysse,
Var ei Nordmands Viis:
Med en halv afhuggen Hage
Sin Venindes Kys at tage,
Det var Nordmands Viis.

Ja og Haand at give,
Og ei tro at blive,
Var ei Nordmands Viis;
Hjerte frem med Haand at bære,
Ven og Konge tro at være,
Det var Nordmands Viis.

[Katten]

Johan Nordahl Brun(1745-1816)
var født i Trondheim,studerte teologi i København og ble prest i Bergen. Han skrev dikt og samler. Han er mest kjent for Bergenssangen"Jeg tok min nystemte" og "Norges skål".
For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal vil tømme,
Og naar vi først faae Blod paa Tand,
Vi sødt om Frihed drømme;
Dog vaagne vi vel op engang
Og bryde Lænker, Baand og Tvang;
For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal udtømme!
Hver tapper Helt, blandt Klipper fød,
Vi drikke vil til Ære;
Hver ærlig Norsk, som Lænker brød,
Skal evig elsket være!
Den vrede Livvagts Vaabenbrag
Forklarer trolig Nordmænds Sag.
Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød,
Vi drikke nu til Ære!
En Skaal for Dig, min kjække Ven,
Og for de norske Piger!
Og har Du en, saa Skaal for den!
Og Skam faae den, som sviger!
Og Skam faae den, som elsker Tvang
Og hader Piger, Viin og Sang!
En Skaal for Dig min kjække Ven,
Og for de norske Piger!
Og nok en Skaal for Norges Fjeld,
For Klipper, Snee og Bakker!
Hør Dovres Echo raabe: "Held!"
For Skaalen tre Gang takker.
Ja tre Gang tre skal alle Fjeld
For Norges Sønner raabe Held;
Endnu en Skaal for Dig mit Fjeld,
For Klipper, Snee og Bakker!
(skrevet 1771-72)

[Katten]

Johan Herman Wessel(1742-1785)

Smeden og bakeren

Der var en liten by, i byen var en smed,
Som farlig var når han ble vred.
Han seg en fiende fikk; (dem kan man alltid få,
Jeg ingen har, det gå
Min leser likeså!)
Til uhell for dem begge to
De treffes i en kro.
De drakk (jeg selv i kro vil drikke;
For annet kommer jeg der ikke.
Anmerk dog, leser! dette:
Jeg immer går på de honette.)
Som sagt, de drakk,
Og etter mange skjellsord, hissig snakk,
Slåer smeden fienden på planeten.
Så sterkt var dette slag,
At han så ikke dag
Og har ei siden set 'en.

Straks i arrest ble smeden satt
En feltskiær får den døde fatt
Og om en voldsom død attest hensender.
Den mordere forhøres og bekienner.
Hans håp var at han skulle hisset gå,
Og der forlatelse av sin motstander få.
Men hør nå løyer! nettop dagen,
Før dom skal gå i saken,
Fremtriner fire borgere
For dommeren, den mest veltalende
Ham så tiltalede:

«Velviseste!
Vi vet, på byens vel De alltid ser;
Men byens vel beror derpå,
At vi vår smed igien må få.
Hans død oppvekker jo dog ei den døde!
Vi aldri får igien så dugelig en mann.
For hans forbrytelse vi alt for grusomt bøter,
Om han ei hielpes kan.» -
«Betenk dog, kjære venn, der liv for liv må bøtes!»
«Her bor en arm utlevet baker,
Som døden snart dessuten tager.
Vi har jo to, om man den eldste tok av dem?
Så ble jo liv for liv betalt»

«Ja,» sa dommeren, «det innfald var ei galt.
Jeg saken at oppsette nødes;
Ti i så vigtig fald man må seg vel betenke.
Gid vår smed jeg livet kunne skjenke!
Farvel, godt folk! Jeg giør alt hva jeg kan.» -
«Farvel, velvise mann!»

Han blader i sin lov omhyggelig;
Men finner intet der for seg,
Hvorved forbuden er, for smed at rette baker;
Han sin beslutning tager,
Og så avsier denne dom:
(Hvem, som vil høre den, han kom!)
«Vel er grovsmeden Jens
For all unnskyldning lens,
Og her for retten selv bekjente,
Han Anders Pedersen til evigheten sendte;
Men da i våres by én smed vi ikkun have,
Jeg måtte være rent av lave,
lfall jeg ville se ham død.
Men her er to, som baker brød.

Ti kjenner jeg for rett:
Den eldste baker skal unngielde det,
Og for det skedde mord med liv for liv bør bøte,
Til velfortjente straff for seg
Og likesinnede til avsky og til skrekk.»

Den baker gråt gudsjammerlig,
Da man ham førte vekk.

MoraL
Beredt til døden alltid vær!
Den kommer når du minst den tenker nær.
Fra Votre Serviteur Otiosis (Eders tjener,I som har tid til overs),1784-85;dette var Wessels eget blad.

[Katten]

Til Foraaret


O Foraar ! Foraar ! red mig !
Ingen har elsket dig ømmere end jeg.

Dit første Græs er mig meer værd end en Smaragd.
Jeg kalder dine Anemoner Aarets Pryd,
skjøndt jeg nok veed, at Roserne ville komme.

Ofte slyngede de Fyrige sig efter mig.
Det var som at være elsket af Princesser.
Men jeg flygtede: Anemonen, Foraarets Datter, havde min Tro.

O vidn da, Anemone, som jeg fyrigen har knælet for !
Vidner, foragtede Løvetand og Leerfivel,
at jeg har agtet eder meer end Guld, fordi I ere Foraarets Børn!

Vidn, Svale, at jeg gjorde Gjæstebud for dig som for et
hjemkommet fortabt Barn, fordi du var Foraarets Sendebud.

Søg disse Skyers Herre og bed, at de ikke længer maae ryste
Naale
ned i mit Bryst fra deres kolde blaae Aabninger.

Vidn, gamle Træ, hvem jeg har dyrket som en Guddom
og hvis Knopper jeg hvert Foraar har talt ivrigere end Perler !

Vidn Du, som jeg saa ofte har omfavnet
med en Sønnesønssøns Ærbødighed for sin Oldefader.
Ah ja, hvor tidt har jeg ikke ønsket at være en ung Løn
af din udødelige Rod og at blande min Krone med din !

Ja, Gamle, vidn for mig! Du vil blive troet.
Du er jo ærværdig som en Patriark !
Bed for mig, skal jeg øse Viin paa dine Rødder
og læge dine Ar med Kys.

Din Krone maa alt være i sit fagreste Lysgrønt,
dine Blade alt suse derude.

O Foraar ! den Gamle raaber for mig, skjøndt han er hæs.
Han rækker sine Arme mod Himlen, og Anemonerne,
dine blaaøjede Børn, knæle og bede at du skal
redde mig - mig, der elsker dig saa ømt.
Henrik Wergeland(1808-1845)
I "Til Foråret" ber Henrik Wergeland våren om å redde han, og vi kan tolke det som et ønske om å redde han fra døden. Det er en nærliggende gjetting ettersom Wergeland lå på dødsleiet da diktet ble skrevet. Hele diktet er bygd opp rundt kjærligheten hans til våren og frykten for å dø. Den første strofen henvender seg direkte til våren som en helhet, og den høres ut som en kjærlighetserklæring. I den tiende strofen ser vi igjen en kjærlighetserklæring, men denne gangen er det ikke til våren som en helhet, men til et gammelt lønntre. Kjærlighetserklæringene kan forklares ved at Wergeland vil overbevise våren om at han har elsket den så høyt at han fortjener å bli reddet av den. (c)

[Katten]

Steinbrytervise

Nisser og dverge bygger i
berge; men vi skal mine dem
alle her ut. Ti mens vi
synger muntre i klynger,
sprenger vi berget i luften med

Ja, la oss bore dype og store
huller i gråstein og blåstein og flint.
Da, mens vi synger muntre i klynger,
sprenger vi berget i stykker og splint.

Hurra, det knaller! Hvilket rabalder!
Hurra, minerer, du vinner til sist.
Ti mens vi synger muntre i klynger,
sprenger vi berget med makt og ved list.

Fjellet skal beve under vår neve;
hurra, minerer, nå knaller ditt skudd!
Nisser og dverge bygger i berge,
hurra, nå miner vi nissene ut!

Henrik Wergeland

[Katten]

Det første Haandtryk
Din Puls har banket min imod.
Forente var vi Blod i Blod.
Det var i faa Sekunder bare.
Ei længer Salighed kan vare.
Hvor mildt din bløde Aare slog!
Men min i høje Bølger jog.
Nær med sin Purpurstrøm den fulde
besprængt dit Jomfrubelte skulde.
Saa ømt og fast ei Aander to
kan sine Vinger sammensnoe,
saa flyder Flamme ei i Flammen
som vore Hænder hvilte sammen.
Mit Blod har siden da ei hvilt,
men stormende i Aaren ilt.
Har det da Sjel, som ei forglemmer?
Det Slaget end af dit fornemmer.
O, vore Hjerter længer maae
ei skilte ad, min Elskte, slaae.
De høje Stjerner saae og taalte,
at deres Aarer sammenstraalte.
Henrik Wergeland
Tegnspråkpoesi - Generell - Det første Haandtryk2 min. - 25. sep 2010
Det første Haandtryk. Av Henrik Wergeland. Om dette diktet. Dikt av Henrik Wergeland ...
hvalross.hib.no/.../index.php?action...11

Lydbok: Henrik Wergeland: Dikt i utvalg, lest av Cecilie Løkkeberg" target="_blank">Lydbok: Henrik Wergeland: Dikt i utvalg, lest av Cecilie Løkkeberg

www.youtube.com www.ordflyt.no er en ny, gratis tjeneste for streaming og nedlastning av lydbøker.